Illustration af Kærby Å med får

Kalundborg Forsyning afholder formidlingsture langs Kærby Å

Kalundborg Forsyning inviterer beboere og lodsejere langs Kærby Å til informative ture, hvor de får mulighed for at lære mere om og deltage i dialog om 'Kærby Å Helhedsplanen'.

Med den forestående byudvikling og de kommende klimaforandringer står Kalundborg overfor betydelige forandringer, der medfører øget vandstrøm til Kærby Å.  For at imødegå disse udfordringer er der udviklet en helhedsplan for Kærby Å, der fokuserer på klimatilpasninger for at reducere risikoen for fremtidige oversvømmelser. I den forbindelse arrangerer Kalundborg Forsyning formidlingsture for at informere borgerne.

"Vi ønsker at inddrage de berørte borgere, herunder beboerne langs Kærby Å, for at få deres input. Vores tidligere erfaringer viser, at de bedste løsninger opstår gennem direkte dialog med dem, hvis hverdag vi påvirker", udtaler Ole Tofthøj Rasmussen, programleder hos Kalundborg Forsyning, og fortsætter.

"Formålet med turene er at informere om de klimatilpasningsløsninger, som Kalundborg Forsyning planlægger at implementere, samtidig med at vi ønsker en dialog med deltagerne. Deres input er af stor værdi for os".

Flere løsninger i spil Projektet, der strækker sig fra Kærby Enge til åens udløb i havnen, er et samarbejde mellem Kalundborg Forsyning og Kalundborg Kommune og fokuserer på behovet for nye løsninger og muligheder for Kærby Å.

"Der er ikke én enkelt løsning på udfordringerne omkring Kærby Å, men derimod mange forskellige løsninger i sammenspil. Projektets formål er at minimere risikoen for oversvømmelser langs åen og i forbindelse med stormflod, samtidig med at vi ønsker at forbedre miljøtilstanden i vandløbet og den omkringliggende natur samt reducere CO2- og kvælstofsudledningen til fjorden", forklarer Ole Tofthøj Rasmussen.

"Desuden ønsker vi at skabe mere liv omkring Kærby Å, hvilket inkluderer etablering af en ny rekreativ infrastruktur langs åen og en indsats for at øge biodiversiteten", tilføjer han.

Formidlingsturene er i første omgang målrettet de borgere, der har tilknytning til Kærby Å og har modtaget en indbydelse fra Kalundborg Forsyning.

Læs mere om Kærby Å Helhedsplan

Kom og vær med når vi afholder ture langs Kærby Å

Risikoen for oversvømmelser langs åen er stigende og vi er derfor nødt til at se på mulige løsningsforslag, hvis bygninger langes åen ikke skal oversvømmes i fremtiden. Der er behov for at se på nye vandløsninger, så byen både kan rumme nuværende og fremtidige udviklingsbehov samtidigt med at der skabes bedre levevilkår for mennesker og natur.

Turene har til formål at fortælle om de klimatilpasningsløsninger man kan tage i brug i området omkring Kærby å. Din viden og inputs er vigtig for os, så vi håber at du har lyst til at deltage

Praktisk info

  • Tilmelding er ikke nødvendig.
  • Turene afsluttes med kaffe og kage. 
  • Husk solidt fodtøj og tøj efter vejret.
  • Turene egner sig ikke til gangbesværede.

 

 Havnen Kærby Å Rørmosen
6. maj kl. 15-16.30 8. maj kl. 15-17.00 13. maj kl. 15-16.30
Om sluse/pumpe, dige løsningen Om vandparkering Om vådgøring af mosen
     
Rute: 1,5 km Rute: 2 km Rute: 1 km
Mødested: Dokhavnsvej 15 Mødested: Bag Gl. Hovvej 102
(jordvej ved pumpestation)
Mødested: Rendsborgparken 40
Billede over turene ved Kærby Å

Grøn Markering = Parkering/Mødested
Orange linje = Rute

Kontakt

Portrætbillede af William Ejsing

William Ejsing

Presseansvarlig
25 54 83 85