Gode råd om vand
Kalundborg og omegn har begrænsede drikkevandsressourcer til rådighed. Derfor bør du spare på drikkevandet, hvor det er muligt. Undgå dryppende vandhaner - og vær opmærksom på dine vaner. Havevanding er forbudt.
Tjek jævnligt om der er utætte vandinstallationer på din ejendom. Det kan gøres ved at aflæse vandmåleren om aftenen, når alle er gået i seng og igen om morgenen før nogen bruger vand. Hvis aflæsningerne er forskellige, tyder det på, at der er utætheder i vandinstallationerne, som skal udbedres. Et toilet der løber, kan nemt koste over 1.000 kr. om året, så der er også penge at spare. Derudover kan du have gavn af følgende råd:
På badeværelset
- Luk for vandet, når du børster tænder
- Hold øje med utætte haner og løbende cisterner
- Opsaml det første vand fra den varme hane, før det bliver varmt i en spand og brug det til toiletskyl eller til vanding af potteplanter og have
- Tag brusebad i stedet for karbad
- Tag korte brusebade og luk for vandet, når du sæber dig ind
- Hvis du tager et kort brusebad i stedet for karbad, sparer du typisk 80 liter vand pr. bad. I et karbad er der omkring 125 liter vand
- Hvis du installerer en sparebruser, kan du halvere dit vandforbrug, når du bader
- En almindelig bruser bruger 10-20 liter vand i minuttet
- En sparebruser bruger 6-12 liter vand i minuttet
- Udskift det gamle toilet med et vandbesparende og spar op til 12 liter vand pr. skyl
- Et 2-skyls-toilet bruger kun 3-6 liter vand pr. skyl, et ældre toilet bruger op til 15 liter vand, hver gang du skyller ud
- Vask hænder under koldt vand - du er ofte færdig med at vaske hænder før det varme vand når frem til tappestedet
I vaskerummet
- Fyld vaskemaskinen helt op, så nedsætter du vand- og el-forbruget
- Vent med at vaske tøjet til det virkelig trænger
- Mange vaskemaskiner regulerer automatisk mængden af vand efter mængden af tøj
- Spring forvasken over, den er kun nødvendig ved meget snavset tøj
I køkkenet
- Vask op i en opvaskebalje i stedet for at lade vandet løbe
- Der løber ca. 12 liter vand i minuttet fra en åben vandhane
- En A-mærket opvaskemaskine bruger samme mængde vand pr. vask, som man bruger på ét minut, når man vasker op under rindende vand
- Brug en balje, når du renser grøntsager
- Hvis du stiller en kande vand i køleskabet hver morgen, har du altid frisk og koldt vand – så slipper du for at lade hanen løbe
Udendørs
- Opsamling af regnvand er med til at spare på vandforbruget og kan benyttes ved havevanding, vinduesvask og bilvask
- Brug spand og børste/klud ved bilvask
Andet
- Du er forpligtet til at lukke af for vandhaner og ledninger du ikke benytter, eller som ikke skal bruges i længere tid, for eksempel i sommerhuset
- Reparér en dryppende vandhane og spar op til 30.000 liter vand om året - det koster dig over 1.000 kroner
- Vil du spare penge og skåne miljøet? Så skift til vandhaner med sparefunktioner eller montér en perlator

.gif)