I flere større danske byer gav koleraepidemien i 1853 anledning til etableringen af vand- og gasværker i slutningen af 1850erne. Men i Kalundborg turde kommunalbestyrelsen ikke binde an med den store investering, selvom ingeniørerne English og Hansen fremlagde et nærmest grydeklart projekt, der i øvrigt indebar, at de to herrer skulle have del i et evt. driftsoverskud.

I Kalundborg og de omliggende landsbyer fortsatte man derfor med at hente vand fra såvel offentlige som private brønde. Kloakering var et ukendt begreb, og de offentlige gadelygter brugte olie eller tran.

Oprettelsen af det første gas- og vandværk i Kalundborg i 1894 var derfor nærmest et tigerspring ind i en ny tidsalder. Der kom gang i kloakeringen og 1908 blev der bygget et elektricitetsværk i tilknytning til gas- og vandværket. Grunden var lagt til det, der de kommende 100 år skulle blive en væsentlig forudsætning for udviklingen af det største industriområde på Sjælland (København fraregnet) - men så sandelig også for udviklingen af velfærdsstaten og dens krav til rent drikkevand, boligopvarmning og god hygiejne.

I dag er gasværket nedlagt, og elforsyningen er frasolgt. Kerneområderne er derfor vand-, kloak- og fjernvarmeforsyning, der indgår i den industrielle symbiose, som har givet Kalundborg en central placering på miljøets verdenskort.

• Printervenlig version
• Send til en ven